Da Sønderjylland var under tysk herredømme i tiden mellem 1864 og 1920 blev det af de dansksindede sønderjyder og danskerne nord for grænsen betragtet som en af de mest brutale undertrykkelsesmetoder at forbyde de dansksindede skolebørn at tale dansk i skolen.

Det var at fratage dem modersmålet, gøre dem stumme og med vold tvinge dem ud af deres identitet.

DF’s forslag om at forbyde andre sprog end dansk i skolegården virker som om det er skrevet af efter paragrafferne i den værste og af danskerne mest forhadte tyske sproglovgivning i Sønderjylland omkr. år 1900 og med de samme argumenter som magthavernes dengang.

Dengang avlede tryk som bekendt modtryk. Integrationen i kejserriget kunne ikke ske gennem sprogtvang. Er der noget, der tyder på, at det skulle være blevet anderledes siden?

Noget helt andet er så implikationerne i en sådan lov: det ville vel betyde, at også engelsk, tysk og fransk ville være ulovligt, for hvordan skal man ellers skelne mellem acceptable og uacceptable sprog? Så det ville være slut med at øve sig på samtale på fremmedsprog og forberedelse af mundtlige opgaver. Der ville også være nogle hårdfine skillelinjer, som den nødvendige hær af sprogpoliti-gårdvagter skulle tage sig af: en stor del af børns og unges sprog er en kreativ blanding af engelsk og dansk, hvor mange sætninger har overvægt af engelske udtryk. Hvornår bliver det ulovligt? Når flertallet af ord er af udenlandsk oprindelse?

Vi er præcis som i burkadebatten ude i en kombination af latterlighed og  uhyggelig tvangspolitik.

Jeg begyndte på det teologiske studium i 1972.  Om foråret, før de kommende studenter begyndte at læse til studentereksamen, afholdt det teologiske fakultet i Århus et pr-arrangement for interesserede.  Med mit nyerhvervede kørekort kørte jeg til Århus, sendte min far og min kæreste på bytur og tog ærbødigt plads i Store Auditorium, hvor der lúgtede lidt støvet og meget akademisk for en knægt fra landet helt uden akademiske traditioner i famlien.

Dele af arrangementet var præcis så mærkelige og uforståelige som frygtet. Men ét programpunkt fik os gymnasieelever i fløjsbukser og træsko til at vågne. Det var en ung lektor ved navn Ole Jensen, der holdt en forelæsning om “Naturforurening som gudsbespottelse”. Det var en måde at tænke på, som jeg i hvert fald ikke havde stiftet bekendtskab med i Ketting Kirke.  Halvdelen af, hvad han sagde, forstod jeg ikke. Men pointen var klar nok ud fra det jeg langt senere forstod som en skabelsesteologisk Løgstrup-inspireret samfundsetisk tænkning.

Hvordan vi omgås naturen er ikke blot en dag-til-dag politisk sag, ja ikke engang en sag, der handler om politisk ideologi eller interessemodsætninger. Det går dybere: det handler om agtelsen for Guds skaberværk.

Det var kontroversielt dengang at sige sådan. Her snart 40 år efter burde vi vel med alt, hvad der er sket af miljøødelæggelser, forringelser af klodens ressourcer, klimaforandringer og skræmmende udsigter for kommende generationers livsbetingelser have lært at tage Ole Jensens i virkeligheden meget enkle pointe alvorligt: Naturforurening er gudsbespottelse!

Derfor er det temmelig forstemmende, at man stadig kan få en debat om, f.eks. om hvad der ligger i at ringe med kirkeklokkerne i forbindelse med klimatopmødet, der ikke er nået et skridt længere end i 1972.  Kirkefolk, der reducerer miljøkatastrofen til noget, der blot handler om dagspolitiske meninger og forskellige strategier, er ganske enkelt elendige og useriøse teologer. Det handler teologisk om det fundamentale ansvar for for skaberværket.

Rundt om i det kirkelige landskab flyver en række travle humlebier. Det er naturstridigt, at de kan flyve, men det gør det. De befrugter landskabet, så det spirer og blomstrer og sætter mangefold frugt.

Kirkefondet og Kristeligt Dagblad er f.eks. begge sådanne humlebier.  De er opstået i den samme vækkelsestradition, og har udviklet sig i samme, langt bredere folkekirkelige retning. Kristeligt Dagblads økonomiske historie er langt mere dramatisk end Kirkefondets: Kristeligt Dagblad har mange gange i tidens løb været i frit fald ud over afgrunden og har ofte kun overlevet i kraft af læserindsamlinger, aktietegninger – bl.a. fra organisationer som Kirkefondet – og betydelig offentlig pressestøtte.

Det er et interessant tankeeksperiment at forestille sig Kristeligt Dagblad bagudrettet anvende Holms kriterium fra lederen i KD 21.10. om Kirkefondets økonomi på sig selv: at sælge sin avisvirksomhed ”på realistiske kommercielle betingelser”. Det tog Kristeligt Dagblad noget mere end 10 år at vende sin drift fra det ene nervepirrende drama efter det andet til bare nogenlunde sikker eksistens.

Nogle af de kirkelige organisationer, der har tegnet aktier i Kristeligt Dagblad har for nylig fået en henvendelse om at forære aktierne til KD’s støttefond. Det er formentlig et led i en strategi, der skal sikre, at ændringer i KD’s formål ikke kan foretages uden om støttefonden – et prisværdigt udtryk for rettidig omhu, som netop understreger det, der er Kristeligt Dagblads udfordring, præcis som det er Kirkefondets og en lang række andre humlebiers udfordring i det kirkelige liv: at vi er formålsbestemte. Vi er der ikke for vores egen skyld. Vi har et overordnet formål, der går ud over vores egen eksistens, vækst og profitmaximering. Det betyder ikke, at vi skal have hovedet under armen, økonomisk set, men det betyder, at vi med en vis dødsforagt flyver rundt og bruger mere tid på befrugtningsopgaven end på honningindsamlingen.

Humlebier kan da måske nok undværes. Der er jo også andre arter, der bestøver. Men humlebien er nu ikke så tosset til sit arbejde, og i modsætning til hvepse og andre konkurrenter har den en stor fordel: den stikker ikke!

Det er og skal være en fri sag, hvordan man vil klæde sig. Herunder også, om man vil gå i en så fremmedartet klædedragt som en burka. Et forbud er uigennemtænkt symbolpolitik, der dels har problematiske konsekvenser i forhold til vores frihedssyn, dels bare skaber øgede konflikter omkring forskelle i religion og kultur.

Hvad værre er, tager forslaget om et forbud fokus væk fra de reelle saglige problemer, der har med både burkaen og andre elementer i ekstrem religiøs praksis at gøre.

Det er jo ikke noget som helst sagligt – kun et symbolsk – problem, at kvinder går rundt i burka i gadebilledet eller derhjemme. Derimod kunne det f.eks. godt tænkes at være et sagligt problem at forene burka med at køre bil i forhold til udsyn osv. (for slet ikke at tale om at cykle i burka!!).

Det kan i en række arbejdsmæssige sammenhænge være en umulighed at bære burka. Derfor er der rimeligt at lægge op til, at der foretages en vurdering af, om burka-klædte kvinder reelt er til rådighed for arbejdsmarkedet eller ej, hvilket i benægtende fald naturligvis har konsekvenser for kontanthjælpen.

Burkabeklædt deltagelse i en demonstration er naturligvis også en umulighed pga. maskeringsforbudet. Sagen fra bybusserne med afvisning af burkaklædte kvinder med foto-månedskort er et oplagt eksempel: vil en person ikke vise sit ansigt, bør vedkommende naturligvis ikke kunne køre med bus på et foto-id betinget kort.

Et forbud mod selve beklædningen er udtryk for en udansk autoritær tankegang – et uheldigt skred i vores tænkemåde. Derimod er lighed for loven en tilgang, der burde være selvfølgelig og som er i samklang med vores kulturs principper. Det indebærer netop, at der ikke er nogen form for positiv særbehandling af burkaklædte.

I vores kultur er det noget helt grundlæggende at vise sit ansigt for at være i kommunikation og gensidig forståelse. Derfor vil der også være en række sammenhænge, hvor det er manglende respekt for vores kultur at være burkaklædt, og det bør danskere naturligvis have samme mulighed for at anfægte. Det kunne være i mødet med offentlige myndigheder, forældrekontakt med skole og daginstitutiton, undervisnings- og vejledningssituationer osv.

Det rimelige er altså ikke et forbud. Hvad folk har på på gaden og derhjemme, skal samfundet ikke blande sig i. Det rimelige er at blande sig i alt det, hvor personer indgår i en offentlig relation til andre mennesker, hvor der gælder spilleregler (færdelslove, arbejdsregulering, alle mulige love). Derfor skal der en konkret vurdering til: hvor er en burka uacceptabel rent sagligt og i forhold til offentlig kommunikation og relationer.

Samme princip kunne man bruge i forhold til andre udtryk for ekstrem religiøs praksis, f.eks. overholdelse af ramadanen i en grad så man på arbejdsmarkedet er til fare for dem, man har ansvar for – buschauffører, der kører på tom mave, sygeplejersker, der er ved at besvime på hospitalet pga. energiunderskud, osv.

Det indebærer naturligvis ikke, at man skal forbyde nogen at holde ramadan. Det er en krænkelse af religionsfriheden. Men man skal forbyde folk at møde på arbejde i en tilstand, der gør, at de ikke kan udføre deres job på forsvarlig vis.

Demonstrativ symbolpolitik er værre end ingenting, for det give ekstremisterne baggrund for anklager for diskrimination. Konkret offensiv lighedspolitik, rettet mod uheldige samfundsmæssige konsekvenser er derimod svær at skyde på.

Hen over sommeren har min blog åbenbart været ramt af tekniske problemer, så det ikke har været muligt at komme ind på den udefra!

Det er naturligvis uhensigtsmæssigt for en blog ikke at kunne læses! Så nu er den bragt i funktion igen. Det giver mig mulighed for at gentage, hvad der allerede står på min hjemmeside som endegyldig afsluttende kommentar til det overståede bispevalg:

 Så ser vi fremad

Bispevalget i Københavns Stift endte ikke, som jeg havde håbet. Efter en lang og opslidende valgproces blev det en meget klar afgørelse mod mig. Tillykke til Peter Skov-Jakobsen. Der er store udfordringer at tage fat på.

Jeg vil gerne sige tak til de 353, der stemte på mig i anden runde, og ikke mindst til de mange, der i hele valgforløbet har brugt tid og kræfter på sagen. Det har været en stor oplevelse at mærke opbakning og interesse og at have mange gode diskussioner om kirkelivet i København og de behov, der er. Jeg har også fået rigtig mange positive tilbagemeldinger fra hele landet. Det har bestyrket mig i, at det var en rigtig beslutning at stille op.

Også tak til de mange, der har skrevet og ringet til mig efter valgresultatet. Det har varmet!

17.juli 2009

Kaj Bollmann

De to brasilianske fodboldstjerner Kaka og Lucio fejrede finalesejren i Confederations Cup med at falde på knæ og takke Gud, smide landstrøjen og afsløre en undertrøje med påskriften “I love Jesus”.

Det har hensat den halve fodboldverden i chok. Det internationale fodboldforbund FIFA vil forbyde det, medens det europæiske UEFA er mere besindige. Herhjemme har DBUs generalsekretær straks kaldt handlingen for “forkastelig” og krævet omgående indskriden.

Dagbladet Politiken har på deres online udgave inviteret læserne til at svare på, om det er i orden med religiøs reklame i sport. I indgangsteksten sammenligner men Kakas t-shirt med, at der ville have stået “I love Hitler”! Så er niveauet ligesom lagt. Og det strømmer da også ind med forarget afstandtagen, blandet med de sædvanlige anklager mod religionen for alt ondt i hele verden. Og så enkelte lidt spagfærdige forsvar for ytringsfrihed og retten til religiøse ytringer på linje med andre.

Man kan diskutere smag og stil i de omtalte religiøse reklamer. Det var nok ikke lige noget, ret mange danske kristne ville bryde sig om at udfolde på helt samme måde. Man ser da – endnu – Caroline Wozniacki gøre undseligt korstegn efter en sejr, men ellers er vi jo relativt blufærdige

Men når det er sagt, er der et imponerende hykleri i, at de selvsamme fodboldpinger, som gladelig tvinger deres spillere til at løbe rundt som levende reklamesøjler for alle mulige både suspekte (it-factory), skadelige (Carlsberg) og mere uskyldige firmaer for de hellige sponsorkroners skyld, får kvababbelser over, at Kaka og Lucio åbent vedgår, at de elsker Jesus, uden at få sponsorpenge fra ham!

Aggressive kommercielle reklamer, indirekte pornoficering f.eks. ved, at kvindelige beachvolleyspillere tvinges til at spille i dragter, hvis art intet har med hensigtsmæssigheden for sporten at gøre, men kun med eksponeringen af kvindekroppen, er åbenbart nemme at sluge i forhold til offentligt at vedgå sin tro, også som moderne sportsperson.

Det er vigtigt at vi tager offensiven mod religion i det offentlige rum alvorligt. At sidestille Jesus med Hitler som begrundelse for et forbud, at krænke menneskers ytringsfrihed og religionsfrihed er åbenbart ved at blive en helt almindelig og acceptabel del af dansk kultur.

Interessant i et land, hvor håndboldklubber med tilknytning til KFUM i generationer har spillet en stor rolle på topplan, og hvor KFUM-Idræt stadig er en betydelig idrætsorganisation. Nåå.. det er måske ikke alment kendt, hvad KFUM betyder?

Selvom teologen Troels Nørager vist nok er blevet misforstået, har han skabt et røre, som handler om både bibelsyn og en konkret bibelsk fortælling: den om Abraham, der får besked om at ofre sin søn Isak, adlyder Guds befaling, men ender med at blive forhindret i at udføre den, fordi Gud ændrer mening.

Jeg vil ikke polemisere mod Troels Nørager, for jeg ved faktisk ikke præcis, hvad han har skrevet og sagt, og der er lidt for mange ting om ørerne til at nå at fordybe sig lige nu! Men det virker nu også, som om en del af dem, der udtaler sig i debatten, heller ikke har læst Nøragers tanker.

Jeg vil tage anledning til dels at præcisere, hvad det betyder, at bibelen er en helhed, dels at give mit bud ¨på, hvorfor fortællingen om Abraham og Isak er en væsentlig fortælling i den bibelske helhed.

Bibelen rummer en rigdom af forskellige vidnesbyrd om Guds forhold til mennesker og Guds handlen i verden. Der er en “rød tråd”, den “store historie”, som går fra skabelse og syndefald over Guds løfter til sit folk og opfyldelsen af disse løfter over al forstand i Jesus Kristus, hans liv, død og opstandelse. Og den røde tråd fortsætter med fortællingen om Helligåndens komme og begyndelsen på Helligåndens gerninger: evangeliets spredning ud i alverden og løftet om Jesu genkomst ved tidernes ende med en ny himmel og en ny jord.

De bibelske fortællinger har et vidt spænd af tilgange. De er forskellige i deres historie, sigte, kontekst osv. Den forskellighed kan der litterært og historisk siges rigtig meget spændende om. Og i forkyndelsen er vi nødt til at inddrage alt dette i vores læsning og forståelse af teksterne. Det er givende og skaber ofte nye og provokerende vinkler.

Vores brug af bibelen i kirken bindes sammen af “den røde tråd”. Vi ser de gammeltestamentlige fortællinger i en forkyndelsesmæssig sammenhæng med de nytestamentlige: de belyser og beriger hinanden. Det kan være i modsigelse, det kan være som profeti og opfyldelse, det kan være som sidelys. Men vi læser altid det gamle testamente med evangeliet som vores forudsætning. Det kan og skal vi ikke løbe fra. 

Nogle af fortællingerne i det gamle testamente slår vi os på. De provokerer os, vi kan ikke forstå dem ind i vores nutidige tænkemåde. Vi undres, skræmmes, forvirres af det billede, de giver af forholdet mellem Gud og menneske. Det må ikke få os til at opgive disse fortællinger eller dømme dem ude. Tværtimod er det måske nogle af de allervigtigste fortællinger, fordi de udfordrer os og tvinger os til at erkende, at vores billede af Gud er uendelig lille og begrænset. Vi har f.eks. svært ved at fatte dybden i den bibelske pointe, at Guds væsen ikke er stillestående. Gud har en historie med mennesker.

Hvad fortællingen om Abrahams ofring af Isak angår, er det set med nutidens øjne jo en helt urimelig og ond historie. Hvordan kan vi se på en Gud, der kræver et sådant offer?

Men der er jo noget helt andet at sige. Da jeg var præst i Aabyhøj stod jeg mange søndage vendt mod den gamle udskårne altertavle i Gl. Aaby Kirke. Den har et krucifix i midten, på hver side er der et gammeltestamentligt billede. På den ene side Moses, der ophøjer slangen i ørkenen, på den anden side Abraham og Isak.

Her knyttes den sammenhæng, der er vigtig at holde fast i. For set i lyset af Jesus på korset er der i hvert fald to ting at sige:

For det første: Gud er blevet far!. Guds faderkærlighed til sin egen søn Jesus Kristus er en dimension i Gudsbilledet, som ikke er der i fortællingen om Abraham og Isak. Guds væsen er ikke stillestående. Guds vrede og ubøjelighed brydes af en kærlighed, der betyder, at Gud i kraft af Jesus ikke kræver den slags ofre af os.

For det andet: Kristus slap ikke for sit offer på korset. Trods faderkærligheden standsede Gud ikke sit forehavende, fordi det i modsætning til Isaks ofring var et nødvendigt offer for vores skyld. Det meningsløse offer blev standset, men det frelsende og forsonende offer blev gennemført.

Der er givetvis meget mere at sige, både fra en videnskabelig bibeltolknings side og i en forkyndelse med udgangspunkt i forholdet mellem Isaks ofring og Kristus. Dette blot være nævnt som en antydning, der understreger, at vi ikke kan eller skal undvære nogen af de bibelske fortællinger, hvor uforståelige og provokerende, de kan virke på os. Bibelen er som den er i al sin mangfoldighed. Og vi kan lære og lade os inspirere og udfordre af de forskellige fortællinger – ikke mindst hvis vi hele tiden ser dem i lyset af “den røde tråd” og i vekselvirkning og spænding med evangeliet om Jesus Kristus.

Det blev som ventet et relativt tæt løb i bispevalgets første runde. Tak til dem, der stemte på mig og derved sikrede, at jeg også er med i anden runde. 

Jeg håber vi får en god saglig anden runde, hvor det handler om synspunkter på Københavns kirkeliv i fremtiden og forholdet mellem kristendom og menneskeliv i 2009 og videre frem. For mig er mærkesagerne fortsat de samme som i første valgrunde:

• samlende og dynamisk lederskab
• rummelighed, frisind og respekt for forskellige holdninger
• fornyelse og visioner med økonomisk jordforbindelse – derfor også åbenhed for ny brug af kirker
• blik for alle dele af stiftet
• frihed til fornyelse lokalt
• ligestilling som en selvfølgelighed
• fokus på gudstjenesteliv og hverdagskristendom
• nærværende kirke, lokalt, i familielivet, for den søgende og for mennesker undervejs i storbyen
• en kirke, der altid peger på sit centrum – Kirkens Herre

Medierne har talt en del om, at Anders Gadegaard og jeg har taget stemmer fra hinanden, fordi vi ligger tæt på hinanden i mange sager, og blandt både hans og Tine Lindhardts støtter er der mange, som jeg ser som tæt på mine synspunkter. Vi har alle tre i valgets første runde på hver sin måde stået for en udadvendt og dynamisk linje. Jeg håber, at mange af deres stemmer i første runde vil gå til mig i anden runde.

Jeg glæder mig til at møde så mange som muligt igen til valgmøderne i Rønne 17.juni og i København 18.juni

Det er tankevækkende, at op mod en femtedel af folkekirkens medlemmer iflg. undersøgelser tror på reinkarnation under en eller anden form. Det er også tankevækkende, at 4000 mennesker betaler hver en mindre formue for at høre Dalai Lama sige indlysende, banale og universelle sandheder, som at “alle mennesker har brug for kærlighed”. 

Noget tyder på, at de sandheder er blevet sagt for sjældent hos os! Og måske også pakket ind i så indviklede teologiske begreber og former, at folk ikke forstår dem.

Teologen og filosoffen Løgstrup hævdede med rette, at den grundlæggende etiske fordring er universel – før de enkelte religioner. Den handler om, at vi alle holder vores næstes liv i vores hånd. I Den gyldne Regel om at at gøre mod andre, som vi vil, at de skal gøre mod os, er det denne universelle etiske fordring Jesus peger på.

At den er universel betyder, at den kan gøres gældende over for alle som et fælles menneskeligt udgangspunkt, uanset religion – eller mangel på samme. Den indeholder således også fundamentet for en mulig dialog mellem religionerne om værdigrundlaget for et menneskeværdigt liv.

Den buddhistiske farvning i Dalai Lamas udlægning af de universelle værdier gør ham måske for mange mennesker mere eksotisk og spændende end kristendommens omgang med de samme værdier. I dens udgangspunkt i det enkelte individ (”Everybody deserves a happy life”…) falder den modstandsløst og uforpligtende i hak med aktuelle tænkemåder og livsformer. 

Kristendommens omgang med de universelle værdier er mindre letflydende. For det første fastholder kristendommen det onde som en realitet, og ikke en illusion. Der er i verden en grundlæggende kamp mellem ondt og godt, djævel og Gud, og derfor har vi ikke den gode, skabte verden med den smukke og universelle værdier som realitet. Vi lever under det vilkår, bibelen kalder syndefaldet: Guds gode skaberværk er korrumperet af ondskabens magt. Og det er ingen illusion!

For det andet er det udgangspunktet i kristendommen, at det absolut grundlæggende er det, vi hverken kan finde i os selv eller sige os selv, men kun kan tage imod som gave fra Gud: at vi er elskede af Gud! Det flytter centrum fra os til Gud og befrier os fra selv at skulle præstere vort liv og vores fred.

For det tredje er etikkens udgangspunkt i kristendommens udlægning af det universelle grundlag ikke, at “everybody deserves a happy life”, men at mit medmenneske har brug for mig! Igen flyttes centrum fra mig selv til en instans uden for mig selv: medmennesket. Der er noget, der er vigtigere end min egen lykke.

Vi har den store opgave i folkekirken i de kommende år at gå den søgen i møde, der i dag går over åen efter vand, og vise, at de universelle sandheder er lige ved hånden i vores egen kristne tradition, at der er langt mere at hente her, end hvad vi kan sige os selv, og at det er et livsgrundlag, der er værd at bygge på, både for det enkelte menneske og for samlivet mellem mennesker. 

Jeg har det lidt svært med tanken om at tvangssende børn til Irak, som har levet hele eller stort set hele deres liv i Danmark. Hele flygtningepolitikken i Danmark er jo et betændt emne, fordi der er så mange indenrigspolitiske dagsordner gemt i den.

Jeg kan godt forstå, at man kan gribe til relativt desperate midler, hvis man er bange for, at hjemsendelsen kan føre til fare for én selv og éns familie. At bruge kirken som tilflugtssted mod forfølgelse er der lang historisk tradition for. Jeg var personlig perifert involveret i sagen med palæstinenserne i Blågårds Kirke i 1992. I den anledning skrev jeg en artikel i Københavns Stiftsårbog, hvor jeg bl.a. var inde på traditionen omkring kirkens fredhellighed og brugen af kirken som asyl for forfulgte i Danmark

I den foreliggende situation, hvor flygtningene gik ind i Domkirken, har både Domkirkens og Brorsons Kirkes menighedsråd efter min opfattelse handlet ansvarligt. Domkirkens menighedsråd ved ikke at skabe en konfrontation, Brorsons Kirkes menighedsråd ved at flytte fokus væk fra Domkirken til et sted, hvor det praktisk er langt nemmere at håndtere situationen.  

Nu er de der, og så er det i alles interesse at forsøge at klare situationen med fredelige midler, under respekt for kirkerummet både fra flygtningene og fra myndighederne, og uden at det kommer til voldelig indgriben. Kirkeasylet kan fungere som et ”time-out”, en mulighed for, at man kan undersøge alle muligheder og undgå de hovsaløsninger, der desværre alt for ofte præger politisk betændte spørgsmål.

Når det er sagt, er spørgsmålet, om det i denne sag er rimeligt at gribe til kirkeasylet som middel. Det er jeg ikke godt nok inde i sagen til at vurdere. Kirkeasylet er en absolut sidste udvej, og det har rent humanitær karakter. Det handler om beskyttelse i livsfare. I tidligere tider var det måske enklere, men i dag er balancen hårfin: hvornår bliver det et medieegnet politisk middel, man vælger for at gøre opmærksom på en situation, man er utilfreds med, og hvornår er der tale om reel fare?

De, der har involveret sig i sagen, har forhåbentlig afgjort med deres samvittighed, at de mener, at betingelserne for kirkeasyl er opfyldt, og der ikke er tale om et spektakulært politisk våben. Brug af kirkeasyl i sager, hvor der kan rejses tvivl om berettigelsen, vil svække mulighederne for at opretholde en forestilling om fredhellighed i kirken. Ikke mindst i en situation, hvor kirke og tro er under pres i det offentlige rum.

Det er et problem, hvis folk, der til daglig ikke har noget til overs for hverken kirke, tro eller hellighed, præcis i dette ene tilfælde kan bruge kirkens fredhellighed. Det er også et problem, hvis der kan sås tvivl om asylsøgernes uskyldighed i deres egen situation. Det er f.eks. ikke noget godt signal, når en af flygtningenes talsmænd har en hård dom for narkokriminalitet og har mistet sin opholdstilladelse af den grund. Det svækker sagen for de børn og andre, der selv er uden skyld i den situation, de er kommet i.

I bakspejlet blev jeg efter sagen i Blågårds Kirke noget i tvivl om berettigelsen – ikke mindst da en undersøgelse nogle år senere viste, at næsten halvdelen af de flygtninge, som fik opholdstilladelse gennem aktionen, var blevet kriminelle.

Det er en udfordring, som både irakerne selv og deres danske støtter er nødt til at tage alvorligt for deres sags skyld.

Når en kirke involveres, er det desuden vigtigt at holde sig de kristne flygtninges skæbne for øje. De kristne er i Irak udsat for så betydelige forfølgelser, at FN har bevaret dem på listen over flygtninge, der ikke må hjemsendes. Birthe Rønn Hornbech har til Kr. Dagblad udtalt, at de fleste kristne asylsøgere får asyl i Danmark. Jeg har forstået det sådan, at 4 kristne i gruppen af irakere har forladt kirken. Jeg håber det er fordi de har fået tilsagn om asyl, så der altså er en vis minimal bevægelse i sagen.

Hvad kunne være en biskops rolle i den situation? Det er i udgangspunktet menighedsrådenes ansvar at omgås kirkerummet på en ordentlig måde. Biskoppen har et tilsynsansvar i forhold til Lov om kirkers brug. Derfor kan biskoppen naturligvis komme ind i billedet.

Det er den formelle side af det. Den reelle er, at biskoppens holdning til kirkens fredhellighed, politiets og andre myndigheders adgang til kirken – f.eks. under gudstjeneste – og de signaler biskoppen sender ud i offentligheden naturligvis er vigtige. Her må biskoppen også være rede til at lytte til de konkrete menighedsråd og stå op for dem, hvis det er nødvendigt. Endelig kan biskoppen måske i visse situationer påtage sig en mægler- og formidlerrolle, hvis det er hensigtsmæssigt.